mandag den 31. december 2012

Et nyt år begynder...


Jeg vil ønske Jer alle et rigtig godt nytår, og håber at I kommer godt og sikkert ind i det :)

Jeg håber at det nye år vil bringe en masse glæde, dejlige minder og skønne stunder sammen med de mennesker vi holder af.

mandag den 24. december 2012

mandag den 17. december 2012

Bachelor.... og jul lige om hjørnet!

Jeg skriver, skriver og skriver :) Min bachelor skal afleveres efter nytår, så der skrives på livet løs lige nu for at blive færdig inden jul. 

Julemåneden er fløjet afsted, så jeg forsøger at nyde hvert sekund når jeg ikke skriver... Derfor har vi i dag bagt jødekager, og dejen til marcipanspecier lægger nu på køl og venter på at blive bagt i morgen. Mine drenge elsker at bage, og vi hygger os sådan når vi gør, så det har været så skøn en eftermiddag i julebagningens navn! 

Vi har nu bagt brunkager, jødekager og pebernødder... Marcipanspecier og vaniljekranse er det vi mangler nå ja og så lige al konfekten ;) Julekortene er sendt, juletræet og de fleste gaver er købt og pakket ind, jow jow vi skal nok nå det hele ;)

søndag den 2. december 2012

Det sørme´det sandt´december....

Så blev det 1. december - jeg elsker julemåneden, den er så hyggelig! 

Dagen har også stået i hyggens tegn med at pynte huset og bare at være sammen. Drengene får adventsgaver, så der var ikke noget i sokkerne til morgen, men vi havde købt en delegave til dem, en julekalenderbog som vi så læser et kapital af hver aften. Den bragte stor lykke og det var SÅ hyggeligt at læse julehistorie for dem inden sengetid. Vi er ellers i gang med at læse Troldepus, men én historie inden sengetid er nok, så Troldepus må vi læse i om dagen.

Vi havde også i nattens løb haft besøg af en drillenisse! Han havde hængt drengenes julesokker op i lamperne og tryllet mælken om til kakao, og så havde han tabt en masse grødris på spisebordet... Drengene var meget begejstret og syns det var sjovt at der havde været en nisse på spil :)

Aftensmaden bestod traditionen tro af risengrød.






Rigtig glædelig 1. december til Jer alle.

søndag den 25. november 2012

Ich LIEBE....

Jeg er helt vild med fuglene fra LIEBE, MEN kan det passe at man kun kan  købe 4 styk i samme farve? Jeg kunne godt tænke mig  forskellig farve og størrelse, ligesom her:
 

Billedet er lånt på denne skønne blog :)

Hvis der er nogle her i Blogland der ved at man kan få dem i forskellige farver og størrelser vil jeg meget gerne vide hvor :)

Rigtig god søndag aften til Jer alle.

fredag den 23. november 2012

Give away

Hvis du, som jeg, har en forkærlighed for Kähler, så syns jeg du skal kigge forbi Auvills Univers. Hun har gang i den fineste Give Away, og så har hun i øvrigt en rigtig skøn blog! :)


lørdag den 17. november 2012

Blog-hjælp

Jeg er som før nævnt ikke alt for skarp på Blogger-området, så derfor må jeg ty til hjælp her i Blogland ;) Jeg aner ikke hvordan man linker til en Give Away, og det jeg har forsøgt virker ikke....

Så er der en der kan give mig et hurtigt og overskueligt indblik i denne kunst??


mandag den 12. november 2012

Tiden flyver....

Hold da op hvor tiden bare suser afsted. Jeg syns ikke det var SÅ længe siden jeg havde lavet et indlæg sidst, men det kan jeg jo så se at det er... :( 
Jeg har været ret hængt op med et par eksamensopgaver og efterfølgende eksamener, og nu er jeg så i gang med min bachelor, så meget af tiden går med faglitteratur og skrivning. Jeg vil dog forsøge at blive bedre til lige passe min blog også ;)

Den 13 oktober var vi i Herning til showet Walking With Dinosaurs - WOW hvor var det bare flot lavet. Matti var meget imponeret, og det var det fantastisk oplevelse. Vi havde valgt kun at tage Matti med, da vi syns Milas var for lille, så den store hyggede sig med mor og far - det nød han :) 








onsdag den 3. oktober 2012

Stjernekriger....

er lige hvad jeg er blevet her til aften!

Jeg har bøvlet med vægten de sidste efterhånden mange år. Jeg har altid været slank og dyrket meget motion, men et trafikuheld satte en stopper for mit meget aktive liv og kombineret med trøstespisning steg min vægt markant! Det har været rigtig hårdt både fysisk og psykisk oven i skaderne fra et trafikuheld også at skulle kæmpe med vægten. I dag har jeg taget tyren ved hornene og har valgt at tage kampen op mod de overflødige kilo!

Jeg har simpelthen meldt mig ind i Weightwatchers! 

Hos WW må man spise alt, bare i begrænset mængder. Jeg er sikker på at dette program passer mig rigtig godt da jeg ved at et program med en masse forbud ikke ville lykkedes mig at gennemføre. For hver 3 kg. man har tabt får man en stjerne, så jagten på den første stjerne er nu gået ind :)


tirsdag den 2. oktober 2012

Nyt læsestof

Jeg læste Fifty shades of Grey på halvandet døgn... Det var egentlig ikke en bog jeg selv ville have valgt hvis ikke det var fordi den strøg på Bestsellerlisten, og var i Nyhederne fordi den åbenbart blev revet ned af hylderne. 

Når nu man er en læsehest som mig, så blev det en "Must read" bog, og jeg blev heller ikke skuffet :) Jeg syns bogen var rigtig god, men jeg syns at al sex'en blev lidt for meget i den, så jeg håber at 2'eren har skruet lidt ned for det og op for forholdet mellem Miss Steele og Mr. Grey, for det var det der gjorde bogen god imo.
 Den formåede at holde spændingen intakt fordi man blev så nysgerrig på hvad hun mon valgte i den sidste ende.

Jeg er normalvis ikke til kærlighedsbøger, men ind i mellem sniger der sig et par enkelte ind som jeg syns har gjort det ok, og den her var en af dem :)

Jeg er nu hoppet på en ny bog, en hel anden genre, nemlig denne her:


Jeg er nået til kapitel 8, og den er indtil videre rigtig god :)

Håber I alle har en dejlig dag.



lørdag den 22. september 2012

Dulce de Leche

Her til morgen har vi nydt en skøn morgenmad med godt brød, forskellige oste, marmelade, pålæg og ikke at forglemme denne lækre karamelcreme! Vi bruger cremen som smørepålæg eller til pandekager, den kan også bruges til kager, men det har jeg stadig tilgode at prøve :)


fredag den 21. september 2012

Vaniljesirup

Denne lækre sirup er særdeles velegnet på pandekager, græsk yoghurt med frugt og helt sikkert mange andre gode ting, men som i nok kan regne ud bruges den herhjemme primært til de to første ting :) 
Den smager super godt så jeg vil lige komme med en advarsel: Den er vanedannende!


  2 vaniljestænger
  200 g. sukker
  2 dl. vand

Flæk vaniljestængerne og skrab vaniljen ud. Rør vaniljen sammen med en smule af sukkeret. Hæld vaniljesukkeret, sukker og vand op i en kasserolle sammen med de tomme vaniljestænger.

Koges ind til sukkeret er smeltet og afkøles lidt inden det fyldes på glas eller flaske.

mandag den 17. september 2012

Snøft....

Det er en sorgens dag herhjemme i dag. Min elskede Berta er strøget til Hvidevarerhimlen, og hun er allerede MEGET savnet! Jeg er simpelthen ikke pjattet med at vaske op, så jeg er godt træt af at opvaskemaskinen lige valgte at stå af nu - eller det ville jeg være uanset hvornår den gjorde det :D

Hvor bliver man bare hurtig afhængig af luksus. Da jeg flyttede hjemmefra og ikke havde opvasker, tørretumbler osv. var jeg da ikke desperat over at mangle den som jeg er nu, men der var vi jo selvfølgelig heller ikke 4 :)

Nu går jagten ind på en ny Berta, og hold da magle en jungle....

søndag den 16. september 2012

Dyrehaven

Vi brugte vores fridag i torsdags på en tur i Bangsbo Dyrehave. Vejret var rigtig skønt, men der var koldt så vi var der ikke så længe som vi ellers plejer. Drengene legede på Naturlegepladsen og så gik vi en tur i skoven og så en masse rådyr. 
Da vi kom hjem fik drengene lov at lave hver deres Kop-kage. Den store var ret vild med kagen, men den bette syns som jeg ikke at det var noget særligt :)
Alt i alt en hyggelig dag helt i vores ånd.


torsdag den 13. september 2012

Hyggefri

Drengene holder en fridag i dag, så vi skal bare hygge, være sammen, og lave de ting vi lige præcis har lyst til. Lige nu er der den skønneste blå himmel med fuld knald på solen, men jeg syns godt nok der er råkoldt - UF! :)

God dag derude :)

onsdag den 12. september 2012

Nydelse på højt plan

Jeg har et par dage fri inden en ny opgaveskrivning med efterfølgende eksamen starter, og hvad er bedre tidsfordriv end en god bog med en skøn kop the og nybagt bolle?

Jeg vil hoppe i gyngestolen med et tæppe og så ellers bare nyde en stille stund i mit eget selskab :)


tirsdag den 11. september 2012

ENDELIG!!

Så fik jeg endelig overstået og bestået min pædagogikeksamen :) Det har været en hård omgang, men nu er det heldigvis ovre og jeg er nu et skridt nærmere afslutningen.

Aftenen skal bare tilbringes med sofaen på ryggen for jeg trænger virkelig til at koble helt fra og bare nyde at aftenen ikke skal gå med pædagogisk litteratur!


Rigtig god aften jer alle :)

lørdag den 8. september 2012

Kære Julemand....

Ja jeg er tidligt ude, MEN jeg har et stort stort ønske og jeg er ved at være desperat!
Så kære Julemand: Jeg ønsker mig en nattesøvn uden at vågne 17 gange i løbet af natten, en nattesøvn som varer lige fra jeg går i seng og lige til jeg står op! 
Det er da ikke det vildeste ønske du har fået, er det??

Min dag skal gå med eksamenslæsning, så det bliver lidt så som så hvor sjov den bliver... Men god dag til alle Jer derude i Blogland :) 


tirsdag den 4. september 2012

Sygdom....

Min den bette troldeunge er altid ultra morgenfrisk og ofte klar til dagens strabadser meget tidligt, så derfor var jeg også noget forundret da jeg kom ind til ham i morges og han stadig lå i sengen. Han halvsov og var halvvågen, så allerede der vidste jeg at der var noget der ikke var helt rigtigt. 
Da vi kom ned ville han have noget at drikke og 5. min efter kom det hele retur. Æv! Opkast var ikke lige med i planerne om eksamenslæsningen i denne uge, men sådan kan det gå, så i stedet tog vi en hyggedag med højtlæsning, spil, "Lille Per" film og nybagte boller. 
Heldigvis har resten af dagen ikke budt på flere tilbageleveringer, så vi håber det var en engangs "fornøjelse."


søndag den 26. august 2012

Ændringer...

Jeg forsøger at ændre lidt på bloggens udseende, men jeg er simpelthen en dør til teknik, så selvom en fin header står øverst på blog-ønskeseddelen må jeg holde mig til de få ting med en computer som jeg kan finde ud af!

Hvis nogle skulle have et godt råd eller bare simpelt overskud til at hjælpe, så må I endelig sige til ;)



Godmorgen!

Jeg fungerer overhovedet ikke om morgenen hvis ikke jeg får morgenmad! For mig er det virkelig den bedste start på dagen at spise et solidt morgenmåltid, og det er dagens vigtigste måltid for mig :)
Jeg er efterhånden blevet ret træt af havregryn, müsli osv. så jeg tog ned i vores lokale helsekost for at se efter alternativer, og hvilke skønne alternativer jeg fandt! :)


Den flade maves grød fra Aurion - gid det virkelig betyder at den gør maven flad :D (Efter to børn er min mave ihvertfald ikke som den var før!) 
En lækker grød, som mætter rigtig godt og smager fantastisk, og så er den glutenfri og økologisk. 
Jeg vil til enhver tid anbefale denne grød, og for god ordens skyld lige orientere at dette er min egen erfaring og ikke et sponsoreret indlæg, så er det på plads :)

Rigtig god søndag til Jer alle! :)

torsdag den 23. august 2012

Stress og jag..... Og lidt brok.

Jeg er jo i fuldt sving med min eksamensopgave og der er stress med stress på! Vi har to uger til at skrive i og der skal afleveres 20 sider....  Og som om der ikke er nok at tænke på så vælger min bærbar at strejke så jeg ikke kan gå på nettet fra den! Nå men set er jo så heldigt at vi har en fin iPad MEN den er jeg ikke helt så gode venner med, så lige nu er jeg i gang med en udfordring af de helt store.... :)
Jeg ved ikke hvordan man lægger billeder ind fra iPad'en så dette bliver et billedløst indlæg. Håber I bærer over med mig ;)
Nogle af jer der bare knuselsker iPad's??

tirsdag den 21. august 2012

Som perler på en snor...

Det er sådan mine eksamener ligger det næste halve år! 
Vi kom tilbage til Seminariet sidste mandag og onsdag var vi i gang med den første eksamensopgave af tre... Velkommen tilbage fra ferie! :)

Jeg er nu startet på 7. og sidste semester, så det er et spændende men hårdt halvt år som jeg kan se frem til. Vi starter med pædagogik efterfulgt af liniefag ( som i mit tilfælde er sundhed, krop og bevægelse) og så slutter vi af med en bachelor. Jeg glæder mig til at blive færdig, men på den anden side er det også lidt skræmmende, de manglende jobs taget i betragtning. Så jeg håber og krydser fingre for at drømmejobbet står lige for næsen af mig efter jul.... (ønske ønske ønske)

Nå jeg må hellere komme videre med dagens læsning - god dag til jer alle :)



torsdag den 2. august 2012

Energien der blev væk....

Puha i dag er virkelig en dag hvor energien er som totalt forsvundet! Jeg har ledt og ledt efter den, men det har ikke hjulpet :-) Så nu sidder jeg i det bløde tøj med benene i sofaen og laver absolut ingenting! Jeg bryder mig egentlig ikke ret meget om sådanne dage (jeg syns et eller andet sted bare at jeg spilder tiden) men i dag tror jeg bare at jeg trænger til at slappe af, og det er ok! 
Senere skal vi hjem til gode venner og spise aftensmad, så dagen i dag byder bare på afslapning og hygge - SKØNT!


mandag den 30. juli 2012

Vores sommer... vol. 1.


Jaaa vejret signalerer ikke ligefrem SOMMER, men det afholder nu ikke os fra at at tage på tur :) Dog har vi egentlig været meget heldige med vejret heroppe - ikke super sommer, men alligevel har vi da fået solen at se, så vi har nydt det når den har været her.

Vi har været på havnen og se Flyvestation Aalborg lave en redningsaktions-øvelse på havet med en redningshelikopter, og det var en kæmpe oplevelse for både store og små! Vi sad på "første parket" og kunne se det hele og helikopteren var tæt på, så drengene var ellevilde.

  

Gåtur ved havnen




Middelalderdage på Voergård Slot er et tilbagevendende arrangement som er utrolig populært heroppe. Vi havde dog aldrig prøvet at være deroppe, men i år skulle det være, og hold da op en oplevelse! Det var virkelig hyggeligt og der var så mange fine boder og aktiviteter, så det er helt sikkert noget vi kommer tilbage til næste år! :-)